Kategori: Privatarkiv

Da Ingvald Undset(h) (arkeolog og far til Sigrid Undset) var elev ved Trondheim katedralskole var han aktiv i elevsamfunnet Fraternitas Nidarosiensis, hvor han blant annet var redaktør for flere aviser. Han forsøkte seg også som dikter, og diktet hans «Høsttanker» var blant de som ble nedskrevet i «Protokol over de Digte der i Throndhjems lærde Skoles Discipelsamfund ere belønnede med Præmie». Diktet gjengis her i sin helhet:

Høsttanker

I Fuglen forlod os og drog mod Syd, Mildere Egne den kalder, Stilnet i Lunden er Sangens Fryd: Løvet kun gulner og falder. # Solen ei stiger saa høit som før, Sender ei Straaler saa varme; Blomsten skelver, sig bøier og dør; Livet var kort for den arme. # Engen har tabt sin brogede Pragt, Sit Blomsterteppe, det skønne; Skoven ei længer eier sin Dragt, Den lyse og sommergrønne. # Somren er svunden bort for iaar Med alt sit Liv og sin Glæde; Naturen atter til Hvile gaar Alt under det hvide Klæde. # Død er den ikke; der er dog Liv, Kun i shele Fred den slumrer, Thi Livet, født ved Skaberens «Bliv», Det dør ei om kun det ulmer. # Naar Solen bringer en anden Vaar Og hæver sig Aaret efter Da vaagner Naturen og fremstaar, Ny, med fornyede Kræfter. II Ak i mit Hjærte der er og Høst, Goldt kun og dunkelt derinde! Ak hvorfra skal jeg hente min Trøst, Hvorfra skal Livsmod jeg finde? # Svunden er Livets lykligste Tid, Svunden er Barndommens Sommer, Nu er Tiden, da Kamp og Strid, Og Livsløbets Trængsel kommer. # Snart raser Stormen i Hjertets Bo, Rokker det Haab, jeg haver Snart er der mørke, dyster Ro Mismod paa Livsroden gnaver # O! hvor knugende, trykkende trangt Er det for Længsler derinde, Og der udenfor, ak hvor langt! Før Fred jeg atter kan finde! # Dog er der noget paa Hjertets Bund Som give kan Haab om Seier Som nærer Aanden i hver en Stund: Den Kjærlighed, som jeg eier. # Thi Flammen tændt ved Guddommens Haand, Det bedste Mennesket givet, Som er selve Væsenet hos Guds Aand, Hans Afglands: Menneskelivet: # Den aldrig slukner; til evig Tid Den stedse lever og brænder Og det er den, som i Livets Strid Nyt Mod og Haab stedse Tænder III Se Manden der i Alderdoms Aar! Han staar i sin Haust tilvisse; Paa Gravens Rand han alt nu gaar Med Vinter-Sne paa sin Isse # Med Hoved bøiet mod Jorden ned, Hvorfra han Livet har faaet; Hvorhen tilbage han ogsaa ved, Han gaar med Livsmaalet naaet. # Saaledes gaar han med sagte Fjed, Hans Maal er hinsides Graven, Til øiet brister, han lægges ned Tilslut i Dødningehaven. # Og Aanden hviler i stille Blund, Frigjort fra Legemets Fængsel Hans Legem er støv fra samme Stund, Han løses fra Livets Trængsel. # Dog venter ham den skønneste Vaar, Naar Domsbasunerne lyde: Thi da forklaret Aanden fremgaar For evig Glæde at nyde.

Etter examen artium i 1871 dro Ingvald Undset til Kristiania hvor han studerte filologi og arkelogi ved universitetet. I 1875 ble han ansatt ved universitetets Oldsaksamling. Denne stillingen hadde han fram til sin død. Han avla doktorgraden Jernalderens begyndelse i Nord-Europa i 1881, og Undset ble raskt en internasjonalt anerkjent arkeolog. Etter studieopphold i Roma og Danmark kom Undset i 1884 tilbake til Norge med sterkt svekket helse. Ingvald Undset døde i 1893, kun 40 år gammel, etter lang tids sykdom. Datteren Sigrid Undset (1882-1949) skrev om farens sykdom og død i den selvbiografiske romanen Elleve år fra 1934.

Arkivet etter elevsamfunnet Fraternitas Nidarosiensis (med forløpere) ved Trondheim katedralskole ble nylig ordnet og katalogen er tilgjengelig via Arkivportalen.

Skrevet av: Erlend Lund, privatarkivansvarlig ved NTNU Universitetsbiblioteket

For mer om Ingvald Undset se: https://nbl.snl.no/Ingvald_Undset

Universitetsbiblioteket mottok nylig arkivet etter fabrikkeier og politiker Bernhard Brænne (1854-1927). Et av brevene Brænne mottok da han ble utnevnt til statsråd i 1910 ble sendt fra Kendal på Java i Nederlandsk Østindia (dagens Indonesia). Plantasjeeier og motstandsmann Lauritz Sand ble født i Trondheim 1. oktober 1879 som sønn av garvermester Fritz Sand og Anna Birgitte Sand. Han tok eksamen ved Trondhjems borgerlige realskole i 1896, og studerte ved den tekniske skolen i Stockholm (1897-1899). I 1900 flyttet han til Java i Nederlandsk Ostindia (Indonesia), hvor han gikk på offiserskole, og han jobbet i flere år som landmåler i militæret. I 1907 takket han ja til et tilbud om arbeid i plantasjeindustrien.

I 1910 sendte Lauritz Sand brev hjem til Bernhard Brænne hvor han gratulerte Brænne med tilsettingen som statsråd. I brevet forteller han om livet som offiser, landmåler og plantasjesjef på Java. Brevet skildrer et eksotisk, men ensomt liv i Østen:

«Plantage Djambean   Kendal. Java 15. mars 1910 Selahatan Estate Kjære hr. Brænne I et brev fra far og mor læste jeg om Deres udnævnelse til minister. Maa jeg i den anledning faa lov at bringe Dem og Deres mine velmente lykønskninger. Det glædes desuden et norskt hjærte, fjernt fra fædrelandet, at vide at der sidder fornuftige mennesker ved roret derhjemme. Naar man kommer ud i verden – naar fædrelandet saa at sige er tabt for en, – da mærker man igrunden først hvor intenst man holdt af det. Jeg tror det er faa af de europæiske smaariger hvis politik følges med mere spændt interesse end Norges hernede i Indien. I 1905 var sympathien udelukkende paa Norges side. Jeg var i den tid paa expedition i Central-Celebes som landmaaler ved generalstaben, og naar posten kom med aviser hjemmefra drøftedes norsk politikk ofte ivrigt ved leirilden langt inde i vildnisset. Siden jeg forlod hjemmet har jeg ført et vildt æventyrligt liv – var livet i armeen romantiskt, saa var landmaalerlivet det endnu mere – men det er nu engang saa med romantikken, at man mærker saa lidt til den naar man staar midt oppe i den og da der tilbødes mig en stilling ved en af plantageselskaberne modtog jeg det med aabne arme – finansielt var det vel i begyndelsen daarligere, men fremtidsudsigterne er meget bedre og tilværelsen er mindre hjemløs. Det var denne følelsen af hjemløshet, at hver aften slaa teltet op paa et nyt sted, ingensted at ventes og ingensteds at savnes, som gjorde landmaalerarbeidet uudholdeligt for mig. Desuden begyndte nerverne at slaa klik af den uopholdelige spænding hvori jeg levede – den haabløse kamp mod de usynlige hovedjægere, man ser dem ikke, hører dem neppe – men føler at man følges. Kun nu og da knæger en tør kvist eller minder en forgiftet pil fra bue eller pusterør om deres tilværelse. At staa overfor geværkugler er intet imod disse falske pilene. Geværet gir et knald, man ser en fyrstraale og ved hvor fienden sidder. Men pilene! Og saa alle udyr og giftigt kryb – romantiskt, jo tak – men jeg læser heller romanen end at jeg oplever den. Planterslivet liker jeg udmerket – især efter at jeg er kommet i en sælvstændig stilling. Begyndelsen var jo tung – alt maadte læres og jeg maadte begynde nedenfra som voluntær et aars tid, men viljen er halve værket og skolen var god – og nu er jeg chef paa en af selskabets theplantager oppe paa vulkanen Prahoe. Meget afveksling byder jo livet paa en ensom theplantage ikke, men jeg har mit arbeide, mine heste og hunde, og jagter. Her arbeides haardt i den tørre tid – og i regntiden kan man igjen neppe komme udendørs. Saa som landbruget drives her har man knapt noget begreb om hjemme i Norge – jeg har ofte daglig mere end 2000 mennesker i virksomhed og endnu kan min plantage ikke regnes med til de største. Arbeidsforholdene her er naturligvis ideale – fagforeninger og streike er faktorer som vi ikke behøver at holde regning med – arbeidsfolket er umælende fæ som kun blindt lystrer ordre, – naar de bare har nok at æde og en ussel hytte saa er de tilfredse – kun maa man vide at tage dem paa den rette maade og kjende deres sprog. Som plantagechef har man en noksaa stor magt, – de indfødte ser op til en som til en halvgud – men regjeringen har jo sine embedsmænd som har at tilse at vi ikke misbruger magten. I teorien regjeres Java af indfødte fyrster under hollandsk kontrol, men i virkeligheden har de intet at sige – de er viljeløse redskaber i regjeringens hænder. Landet selv er frugtbart og drømmeagtig vakkert med sine vulkaner og prægtige vegetation – men stegende varmt og usundt. De fleste europæere vender tilbage til Europa med en nedbrudt helbred – jeg derimod synes at være af de bjørnenaturer som holder ud – kun begyndes jeg allerede at graane ved 30 aars alder. Klimatet her hører forresten til det sundeste på Java, med en gjennemsnitstemperatur som Italien paagrund af de kalde nætter. Middagstemperaturen er omkring 30 o 35 grader i skyggen, men paa den tid sover man sædvanligvis etpar timer. Det er nu næsten 10 aar siden jeg reiste hjemmefra – tiden flyr om, mig synes det som var det igaar, jeg har oplevet meget og slidt meget andt, men modet, energien og selvtilliten er usvækket og jeg haaber at have en god fremtid for mig. Det blir nok snart paatide at tage sig en tur hjemover, men for øieblikket kan jeg det ikke uden at skade mine fremtidsutsigter – muligens i 1911. Jeg vilde gjerne hjem for at se om en eller anden norsk pigelil vil følge med til Java – creolerindesser liker jeg ikke. De er vakre, og myge og smidige som kattekillingen – men katter har klør som bekjendt. Nei nu sidder jeg og plager Dem med mit vrøvl – men jeg nyder af at faa tale med gamle kjendinger iblandt, og aftenerne blir ofte saa lange i min ensomme bungalow, ser De. Med en venlig hilsen til Dem og Deres fra Deres hengivne Lauritz Sand Dersom De møder gamle stadsraad Løvland, vær da saa venlig at hilse ham fra mig. Han var saa venlig mod mig i gamle dage i Stockholm.»

// I 1911 giftet Sand seg med Annie Elisabeth Maria Moll og han ble samme år adm. dir. for Pagilaran Estates, før han i 1918 stiftet Zuid Sumatra Syndicate som han selv ledet. Fra 1922 var han direktør for Anglo-Dutch Plantations. I 1939 var Sand hjemme på besøk i Norge. Reisen tilbake til Asia ble avlyst med utbruddet av andre verdenskrig og han ble involvert i etterretningsarbeid. Han ble arrestert av Gestapo i 1941 og den grove torturen han ble utsatt for under forhør har ført til betegnelsen av ham som «Norges mest torturerte mann». Sand overlevde mot alle odds oppholdet på Grini, og levde til 1956.

Skrevet av: Erlend Lund, privatarkivansvarlig ved NTNU Universitetsbiblioteket

Kilder:

• NTNU Universitetsbiblioteket, A-0415 Bernhard Brænne
• Norsk biografisk leksikon: Lauritz Sand

I oktober 1925 følte arkitekt Olaf Nordhagen seg plutselig syk og etter noen dager ble lege tilkalt. Han hadde raskt utviklet lammelser i armer og ben, og undersøkelsene slo fast at han var rammet av hjernesvulst. En måneds tid senere, om morgenen den 6. november, døde Nordhagen på Trondheim sykehus bare 42 år gammel. Han etterlot seg kona Thora (født Hval, 1887-1960) og seks sønner i alderen to til femten år. Olaf Nordhagen ble født i Kristiania og fikk sin utdannelse som bygningsingeniør ved Kristiania tekniske skole (1898-1902). Deretter ble han assistent hos arkitekt Bredo Greve og hospitant hos arkitekt Herman Major Schirmer. Som Greves assistent var han involvert i utformingen av fasadene på hoved- og sidefløyene av Hovedbygningen på NTH, og tegnet en rekke av groteskene på innsiden og utsiden av bygningen. Nordhagen oppholdt seg også ett år i lære hos professor Martin Nyrop ved Kunstakademiet i København. I 1906 etablerte han sitt eget arkitektkontor og hans første monumentale arbeid ble Bergen offentlige bibliotek hvor han vant arkitektkonkurransen samme år. Bygget stod ferdig i 1917.

To viktige arbeider i hans korte, intense karriere var de monumentale kraftstasjonene på Vemork (1911) og Såheim (1914), den siste sammen med arkitekt Thorvald Astrup. Begge kraftstasjonene er i dag fredet og tidligere i år ble Notodden og Rjukan tildelt verdensarvstatus for sin unike industrihistorie.

Etter å ha vunnet konkurransen om Vestfronten på Nidarosdomen i 1908 ble Nordhagen påfølgende år ansatt som leder for restaureringsarbeidet. Han var da kun 26 år gammel. Stillingen holdt han frem til sin død. Fra 1913 holdt han også professorat (ekstraordinær professor) i bygningskunst ved NTH med begrenset undervisningsplikt grunnet hans arbeidskrevende jobb ved domkirken. Ved ansettelsen var han 30 år og dermed ikke stort eldre enn mange av dem han foreleste for. Foruten arbeidet på Hovedbygningen på Gløshaugen tegnet Nordhagen flere bygninger i Trondheim, deriblant Fylkesmannsboligen i Elvegata (1915) og Ila skole (1921). Han tegnet også sitt eget hus på Øya. Blant hans andre arbeider finner vi Kråkerøy kirke, Narvik kirke og Artillerikasernen i Oslo.

Med Olaf Nordhagens død mistet Trondheim og Norge en av sine aller viktigste arkitekter. Da Nordhagen ble begravet 11. november ledsaget arkitektstudentene ved NTH båren i fakkeltog fra sykehuset til domkirken. Tusenvis av mennesker møtte opp utenfor domkirken for å ta et siste farvel med arkitekten da båren etter minneseremonien ble ført til Tilfredshet krematorium. Begravelsen ble omtalt som en av de mest storslagne i byens historie. Professor Johan Meyer, arkitektkollega ved NTH, beskrev Nordhagen på følgende vis i sitt minneord i Adresseavisen 7. november:

«Rotfæstet i norsk folkelynne og med varm kjærlighet til norsk natur, forstod han som faa dennes særegne krav til bygningskunsten. Derfor visste han altid nænsomt at forme de mange bygverk han efterhaanden reiste, i harmoni med omgivelserne» og videre at «[…] Professor Nordhagen har i sin korte arbeidstid evnet at gripe ledende ind paa norsk bygningskunsts omraade som faa av vore nutidsarkitekter, og i sin intime føling med gammel national kunstutfoldelse og sin med den nære beslegtede skaperevne, syntes han for tiden enestaaende». Dagspostens minneord uttrykte stor sorg og bekymring for det videre arbeidet med domkirken: «Olaf Nordhagens plads vil bli vanskelig å fylde. Han hadde formaaet det store: at leve sig ind i gotiken, i en svunden tid og stil, uten at gi slip paa sin egen kunstneriske vilje og evne. Trondhjems domkirke og Norge med den har lidt et tap som er smertelig – kanske ogsaa uerstattelig». Dødsfallet ble også viet stor oppmerksomhet i Oslo-avisene. Professor A. W. Brøgger beskrev Nordhagen på følgende vis i Oslo Aftenavis: «Olaf Nordhagen var en av de faa store som gjorde vort land rikere. Hans død nu er en av de største tap vi lider i vor generation, størst og mest gripende for Domkirken […]. Ingen har talt med den røst som han. Han var den første i vort land som gjennem den kunde række en sterk haand baade til vor fortid og vor fremtid. Han var moderne, det vil si en virkelig skapende arkitekt. I hans absolutte enkelhet var geniens store linje klart og skarpt hugget ut. I denne forstand har ingen norsk arkitekt været dypere egte klassisk end Nordhagen».

Arkivet etter Olaf Nordhagen oppbevares av NTNU Universitetsbiblioteket. Katalogen er tilgjengelig via Arkivportalen. I 1948 ble veien fra Gamle Oslovei til Svalsbergstien på Sverresborg i Trondheim gitt navnet Olaf Nordhagens vei.

Skrevet av: Erlend Lund, privatarkivansvarlig ved NTNU Universitetsbiblioteket

Kilder:

• NTNU Universitetsbiblioteket, privatarkiv Tek-0014 Olaf Nordhagen
• Solberg, Helge (red.): Arkitektur i hundre. Arkitektutdanningen i Trondheim 1910-2010
• Adresseavisen 7. november 1925
• Adresseavisen 12. november 1925
• Dagsposten 6. november 1925
• Dagsposten 7. november 1925
• https://nbl.snl.no/Olaf_Nordhagen