Da Ingvald Undset(h) (arkeolog og far til Sigrid Undset) var elev ved Trondheim katedralskole var han aktiv i elevsamfunnet Fraternitas Nidarosiensis, hvor han blant annet var redaktør for flere aviser. Han forsøkte seg også som dikter, og diktet hans «Høsttanker» var blant de som ble nedskrevet i «Protokol over de Digte der i Throndhjems lærde Skoles Discipelsamfund ere belønnede med Præmie». Diktet gjengis her i sin helhet:
Høsttanker
I Fuglen forlod os og drog mod Syd, Mildere Egne den kalder, Stilnet i Lunden er Sangens Fryd: Løvet kun gulner og falder. # Solen ei stiger saa høit som før, Sender ei Straaler saa varme; Blomsten skelver, sig bøier og dør; Livet var kort for den arme. # Engen har tabt sin brogede Pragt, Sit Blomsterteppe, det skønne; Skoven ei længer eier sin Dragt, Den lyse og sommergrønne. # Somren er svunden bort for iaar Med alt sit Liv og sin Glæde; Naturen atter til Hvile gaar Alt under det hvide Klæde. # Død er den ikke; der er dog Liv, Kun i shele Fred den slumrer, Thi Livet, født ved Skaberens «Bliv», Det dør ei om kun det ulmer. # Naar Solen bringer en anden Vaar Og hæver sig Aaret efter Da vaagner Naturen og fremstaar, Ny, med fornyede Kræfter. II Ak i mit Hjærte der er og Høst, Goldt kun og dunkelt derinde! Ak hvorfra skal jeg hente min Trøst, Hvorfra skal Livsmod jeg finde? # Svunden er Livets lykligste Tid, Svunden er Barndommens Sommer, Nu er Tiden, da Kamp og Strid, Og Livsløbets Trængsel kommer. # Snart raser Stormen i Hjertets Bo, Rokker det Haab, jeg haver Snart er der mørke, dyster Ro Mismod paa Livsroden gnaver # O! hvor knugende, trykkende trangt Er det for Længsler derinde, Og der udenfor, ak hvor langt! Før Fred jeg atter kan finde! # Dog er der noget paa Hjertets Bund Som give kan Haab om Seier Som nærer Aanden i hver en Stund: Den Kjærlighed, som jeg eier. # Thi Flammen tændt ved Guddommens Haand, Det bedste Mennesket givet, Som er selve Væsenet hos Guds Aand, Hans Afglands: Menneskelivet: # Den aldrig slukner; til evig Tid Den stedse lever og brænder Og det er den, som i Livets Strid Nyt Mod og Haab stedse Tænder III Se Manden der i Alderdoms Aar! Han staar i sin Haust tilvisse; Paa Gravens Rand han alt nu gaar Med Vinter-Sne paa sin Isse # Med Hoved bøiet mod Jorden ned, Hvorfra han Livet har faaet; Hvorhen tilbage han ogsaa ved, Han gaar med Livsmaalet naaet. # Saaledes gaar han med sagte Fjed, Hans Maal er hinsides Graven, Til øiet brister, han lægges ned Tilslut i Dødningehaven. # Og Aanden hviler i stille Blund, Frigjort fra Legemets Fængsel Hans Legem er støv fra samme Stund, Han løses fra Livets Trængsel. # Dog venter ham den skønneste Vaar, Naar Domsbasunerne lyde: Thi da forklaret Aanden fremgaar For evig Glæde at nyde.
Etter examen artium i 1871 dro Ingvald Undset til Kristiania hvor han studerte filologi og arkelogi ved universitetet. I 1875 ble han ansatt ved universitetets Oldsaksamling. Denne stillingen hadde han fram til sin død. Han avla doktorgraden Jernalderens begyndelse i Nord-Europa i 1881, og Undset ble raskt en internasjonalt anerkjent arkeolog. Etter studieopphold i Roma og Danmark kom Undset i 1884 tilbake til Norge med sterkt svekket helse. Ingvald Undset døde i 1893, kun 40 år gammel, etter lang tids sykdom. Datteren Sigrid Undset (1882-1949) skrev om farens sykdom og død i den selvbiografiske romanen Elleve år fra 1934.
Arkivet etter elevsamfunnet Fraternitas Nidarosiensis (med forløpere) ved Trondheim katedralskole ble nylig ordnet og katalogen er tilgjengelig via Arkivportalen.
Skrevet av: Erlend Lund, privatarkivansvarlig ved NTNU Universitetsbiblioteket
For mer om Ingvald Undset se: https://nbl.snl.no/Ingvald_Undset
Erlend Lund, universitetsbibliotekar ved NTNU Universitetsbiblioteket, Dorabiblioteket med ansvar for bibliotekets privatarkiver. Utdannet historiker ved NTNU.
