Brev fra kolonien

Universitetsbiblioteket mottok nylig arkivet etter fabrikkeier og politiker Bernhard Brænne (1854-1927). Et av brevene Brænne mottok da han ble utnevnt til statsråd i 1910 ble sendt fra Kendal på Java i Nederlandsk Østindia (dagens Indonesia). Plantasjeeier og motstandsmann Lauritz Sand ble født i Trondheim 1. oktober 1879 som sønn av garvermester Fritz Sand og Anna Birgitte Sand. Han tok eksamen ved Trondhjems borgerlige realskole i 1896, og studerte ved den tekniske skolen i Stockholm (1897-1899). I 1900 flyttet han til Java i Nederlandsk Ostindia (Indonesia), hvor han gikk på offiserskole, og han jobbet i flere år som landmåler i militæret. I 1907 takket han ja til et tilbud om arbeid i plantasjeindustrien.

I 1910 sendte Lauritz Sand brev hjem til Bernhard Brænne hvor han gratulerte Brænne med tilsettingen som statsråd. I brevet forteller han om livet som offiser, landmåler og plantasjesjef på Java. Brevet skildrer et eksotisk, men ensomt liv i Østen:

«Plantage Djambean   Kendal. Java 15. mars 1910 Selahatan Estate Kjære hr. Brænne I et brev fra far og mor læste jeg om Deres udnævnelse til minister. Maa jeg i den anledning faa lov at bringe Dem og Deres mine velmente lykønskninger. Det glædes desuden et norskt hjærte, fjernt fra fædrelandet, at vide at der sidder fornuftige mennesker ved roret derhjemme. Naar man kommer ud i verden – naar fædrelandet saa at sige er tabt for en, – da mærker man igrunden først hvor intenst man holdt af det. Jeg tror det er faa af de europæiske smaariger hvis politik følges med mere spændt interesse end Norges hernede i Indien. I 1905 var sympathien udelukkende paa Norges side. Jeg var i den tid paa expedition i Central-Celebes som landmaaler ved generalstaben, og naar posten kom med aviser hjemmefra drøftedes norsk politikk ofte ivrigt ved leirilden langt inde i vildnisset. Siden jeg forlod hjemmet har jeg ført et vildt æventyrligt liv – var livet i armeen romantiskt, saa var landmaalerlivet det endnu mere – men det er nu engang saa med romantikken, at man mærker saa lidt til den naar man staar midt oppe i den og da der tilbødes mig en stilling ved en af plantageselskaberne modtog jeg det med aabne arme – finansielt var det vel i begyndelsen daarligere, men fremtidsudsigterne er meget bedre og tilværelsen er mindre hjemløs. Det var denne følelsen af hjemløshet, at hver aften slaa teltet op paa et nyt sted, ingensted at ventes og ingensteds at savnes, som gjorde landmaalerarbeidet uudholdeligt for mig. Desuden begyndte nerverne at slaa klik af den uopholdelige spænding hvori jeg levede – den haabløse kamp mod de usynlige hovedjægere, man ser dem ikke, hører dem neppe – men føler at man følges. Kun nu og da knæger en tør kvist eller minder en forgiftet pil fra bue eller pusterør om deres tilværelse. At staa overfor geværkugler er intet imod disse falske pilene. Geværet gir et knald, man ser en fyrstraale og ved hvor fienden sidder. Men pilene! Og saa alle udyr og giftigt kryb – romantiskt, jo tak – men jeg læser heller romanen end at jeg oplever den. Planterslivet liker jeg udmerket – især efter at jeg er kommet i en sælvstændig stilling. Begyndelsen var jo tung – alt maadte læres og jeg maadte begynde nedenfra som voluntær et aars tid, men viljen er halve værket og skolen var god – og nu er jeg chef paa en af selskabets theplantager oppe paa vulkanen Prahoe. Meget afveksling byder jo livet paa en ensom theplantage ikke, men jeg har mit arbeide, mine heste og hunde, og jagter. Her arbeides haardt i den tørre tid – og i regntiden kan man igjen neppe komme udendørs. Saa som landbruget drives her har man knapt noget begreb om hjemme i Norge – jeg har ofte daglig mere end 2000 mennesker i virksomhed og endnu kan min plantage ikke regnes med til de største. Arbeidsforholdene her er naturligvis ideale – fagforeninger og streike er faktorer som vi ikke behøver at holde regning med – arbeidsfolket er umælende fæ som kun blindt lystrer ordre, – naar de bare har nok at æde og en ussel hytte saa er de tilfredse – kun maa man vide at tage dem paa den rette maade og kjende deres sprog. Som plantagechef har man en noksaa stor magt, – de indfødte ser op til en som til en halvgud – men regjeringen har jo sine embedsmænd som har at tilse at vi ikke misbruger magten. I teorien regjeres Java af indfødte fyrster under hollandsk kontrol, men i virkeligheden har de intet at sige – de er viljeløse redskaber i regjeringens hænder. Landet selv er frugtbart og drømmeagtig vakkert med sine vulkaner og prægtige vegetation – men stegende varmt og usundt. De fleste europæere vender tilbage til Europa med en nedbrudt helbred – jeg derimod synes at være af de bjørnenaturer som holder ud – kun begyndes jeg allerede at graane ved 30 aars alder. Klimatet her hører forresten til det sundeste på Java, med en gjennemsnitstemperatur som Italien paagrund af de kalde nætter. Middagstemperaturen er omkring 30 o 35 grader i skyggen, men paa den tid sover man sædvanligvis etpar timer. Det er nu næsten 10 aar siden jeg reiste hjemmefra – tiden flyr om, mig synes det som var det igaar, jeg har oplevet meget og slidt meget andt, men modet, energien og selvtilliten er usvækket og jeg haaber at have en god fremtid for mig. Det blir nok snart paatide at tage sig en tur hjemover, men for øieblikket kan jeg det ikke uden at skade mine fremtidsutsigter – muligens i 1911. Jeg vilde gjerne hjem for at se om en eller anden norsk pigelil vil følge med til Java – creolerindesser liker jeg ikke. De er vakre, og myge og smidige som kattekillingen – men katter har klør som bekjendt. Nei nu sidder jeg og plager Dem med mit vrøvl – men jeg nyder af at faa tale med gamle kjendinger iblandt, og aftenerne blir ofte saa lange i min ensomme bungalow, ser De. Med en venlig hilsen til Dem og Deres fra Deres hengivne Lauritz Sand Dersom De møder gamle stadsraad Løvland, vær da saa venlig at hilse ham fra mig. Han var saa venlig mod mig i gamle dage i Stockholm.»

// I 1911 giftet Sand seg med Annie Elisabeth Maria Moll og han ble samme år adm. dir. for Pagilaran Estates, før han i 1918 stiftet Zuid Sumatra Syndicate som han selv ledet. Fra 1922 var han direktør for Anglo-Dutch Plantations. I 1939 var Sand hjemme på besøk i Norge. Reisen tilbake til Asia ble avlyst med utbruddet av andre verdenskrig og han ble involvert i etterretningsarbeid. Han ble arrestert av Gestapo i 1941 og den grove torturen han ble utsatt for under forhør har ført til betegnelsen av ham som «Norges mest torturerte mann». Sand overlevde mot alle odds oppholdet på Grini, og levde til 1956.

Skrevet av: Erlend Lund, privatarkivansvarlig ved NTNU Universitetsbiblioteket

Kilder:

• NTNU Universitetsbiblioteket, A-0415 Bernhard Brænne
• Norsk biografisk leksikon: Lauritz Sand

Erlend Lund

Erlend Lund, universitetsbibliotekar ved NTNU Universitetsbiblioteket, Dorabiblioteket med ansvar for bibliotekets privatarkiver. Utdannet historiker ved NTNU.